Spring til indhold

Velkommen til Kær Halvø

Kærhalvø's Landsbylaug

Indsamling af affald

Søndag den 25. april 2021 afholder vi vores traditionelle indsamlingsdag. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage igen i år. Tidligere har vi haft god tilslutning, og der har altid været en rigtig god stemning når vi begiver os ud i vores prægtige natur på en forhåbentlig dejlig forårsdag. Desværre blev vi nød til, at aflyse indsamlingen sidste år, men vi håber og tror på, at vi kan gennemføre arrangementet i år.

Bestyrelsen vil godt opfordre alle de, der kan, til at deltage. Dagen er en rigtig god mulighed for, at de nytilkomne og de mere “garvede” beboere kan mødes og lære hinanden at kende. Vi har faktisk fået en del nytilkomne de seneste to år og velkommen til dem!

Vi mødes kl 10 på Rønhave, Hestehave 20, hvor vi starter med lidt kaffe/the og et rundstykke. Så danner vi nogle grupper, vi får udlevet ruter, og efter endt indsamling mødes vi til en god snak, veltillavede grillpølser og en vand eller øl. Samtlige aktiviteter sker under hensyntagen til de velkendte corona-anbefalinger.

Alle grupper får udleveret plasticposer, og der er også opsamlingstænger til dem med de stive led. Man er velkomne til selv at medbringe handsker, trillebøre, gamle barnevogne, eller lignende logistikredskaber. Hvis du allerede nu ved, at du vil deltage, må du godt give bestyrelsen et ring/mail, mest af hensyn til forplejningen, men ellers møder du bare op på dagen!

Bestyrelsen sørger for, at det indsamlede skrald bliver afleveret til forbrændingen – du skal blot medbringe dit gode humør!

Med venlig hilsen og vel mødt!

Bestyrelsen.

Molslaboratoriet har fået den vilde natur til at blomstre

 

Del på Facebook