Spring til indhold

Velkommen til Kær Halvø

Kærhalvø's Landsbylaug

Velkommen til borgermøde på Kær halvø den 8. februar 2016 kl 18:00 på Solglimt 4, Sønderborg.

Bestyrelsen ønsker dig et godt nytår, og samtidig vil vi gerne invitere alle medlemmerne af landsbylauget til fællesspisning og til en debat om, hvad vi vil med vores dejlige halvø.

Samtidig vil der blive lejlighed til at få svar på en række spørgsmål om den virkelighed, vi oplever til dagligt, og som de kommunale myndigheder er med til at afstikke rammerne for.

Hovedsigtet med mødet er at få en god diskussion om, hvordan vi gerne vil se vores liv udfolde sig og under de betingelser, som vi har indflydelse på. Hvis vi kan finde opskriften på, hvilke visioner vi har for den fremtidige udvikling, så skal det meget gerne munde ud i en beskrivelse i vores fælles udviklingsplan.

Vi har allerede en udviklingsplan, som vi udarbejde for nogle år siden. Som bekendt er udviklingsplaner dynamiske, og de skal revideres løbende for at være tilpasset til den tid, som de skal anvendes i. Udviklingsplaner skal også afspejle summen af vores ønsker for vores fælles fremtid, og det kan de kun, hvis indholdet er skabt på et demokratisk grundlag. Det er derfor vigtigt, at flest muligt kommer til mødet, og giver deres mening til kende på borgermødet, så planerne kan blive et fælles produkt.

Udviklingsplanen skal bl.a. udgøre det grundlag, som vi ønsker at kommunikere til kommunen, og det er derfor af stor betydning, at planen er opdateret og indeholder visioner, som ikke er forældede. Hvis vi har behov, som vi ønsker at kommunen skal imødekomme, så skal de fremgå af den lokale udviklingsplan.

Aftenen starter med fællesspisning, og det er derfor vigtig at bestyrelsen får en tilbagemelding om, hvem der kommer. Efter fællesspisningen vil vi få en orientering om nogle af de sager, der i øjeblikket optager os her på Kær halvø og der vil også blive lejlighed til at spørge ind til de områder, der vil blive orienteret om.

  • Afdelingsleder for Land og Natur, Ebbe Stig Abildgård Enøe vil orientere om den seneste udvikling på fredningssagen om det tidligere øvelsesområde på Kær Vestermark.
  • Direktør for Teknik og Miljøforvaltningen Inge Olsen har fået til opgave at orientere om vores infrastruktur bl.a. cykelsti-situationen og den nye anvendelse af lufthavnen.
  • Projektleder for spejderlejr 2017, Mikkel Harritslev Nielsen er nok den, der bedst er i stand til at informere om, hvor langt projektet er, hvad det konkret kommer til at betyde for de lokale, og hvilke forventninger han og spejderne har til de fastboende.
  • Herefter vil kommunens landdistriktskoordinator Connie Skovbjerg hjælpe os i gang med at forny vores fælles udviklingsplan – måske kan vi også lokke hende til at trække lod om nogle lækre præmier skænket af lokale virksomheder?!

Der er kort sagt mange gode grunde til at møde frem til borgermødet på Solglimt 4 den 8.februar 2016

Husk tilmelding til bestyrelsen enten via mail, telefon eller vha. facebook. Adresser og tlf.nr. findes på landsbylaugets hjemmeside under fanebladet/siden: er.

Del på Facebook