Spring til indhold

Velkommen til Kær Halvø

Kærhalvø's Landsbylaug

Pressemeddelse omkring Øvelsesområdet – Kær Halvø

AKTIONSGRUPPEN for ØVELSESOMRÅDET Kær Vestermark har afleveret følgende pressemeddelse til Landsbylauget for Kær Halvø i forbindelse med deres møde med Sønderborg Byråds Styregruppe.

***********************

Sønderborg Byråd

Vi håber det bliver muligt for Sønderborg Kommune at få råderet over Sønderborg Kaserne og det militære øvelsesterræn på Kær Vestermark.

Vi håber at folketingspolitikerne på Christiansborg, sammen med Forsvaret, vil lytte til de ønsker som Sønderborg byråd har for den fremtidige anvendelse af bygninger og arealer.

Og ikke mindst håber vi at overdragelsen sker på meget lempelige vilkår, som en beskeden kompensation for den uforståelige beslutning om at lukke Sønderborg Kaserne.

Vi håber at det lykkes for Sønderborg at skabe ny vækst og aktivitet på Kasernen og på øvelsesterrænet. Og vi opfordrer til at Byrådet lytter til de ønsker og forslag som borgerne har.

Som nuværende aktive brugere af området håber vi at kunne fortsætte vores aktiviteter på Kær Vestermark. Vi ønsker ikke at der bygges villaer eller udstykkes byggegrunde på Kær Vestermark. Omvendt ønsker vi heller ikke at der gennemføres en altomfattende fredning, der gør området uanvendeligt fremover.

Vi håber at Sønderborg udnytter muligheden for at bevare et naturområde med respekt for de historiske og kulturelle værdier der findes. Området skal bevares som den fantastiske naturskønne plet den er, tæt på Sønderborg by, og med enestående muligheder for nye aktiviteter til gavn for et hav af foreninger og borgere. Og naturligvis også af en kommende driftsherre på Sønderborg Kaserne.

Vi takker de mange som har henvendt sig til os med opbakning, og vi foreslår at borgmesteren tager kontakt til de foreninger som har henvendt sig til Aktionsgruppen, for at høre nærmere om de mange forslag og ønsker for områdets fremtid.

Vi er glade for at kunne formidle kontakten mellem byrådet og foreningerne. Vi opfordrer til at hver enkelt forening vil kæmpe videre. Og vi ønsker Sønderborg byråd held og lykke med det politiske arbejde med at sikre fremtiden for Sønderborg Kaserne og Kær Vestermark.

AKTIONSGRUPPEN for ØVELSESOMRÅDET
Mogens Jensen
talsmand

Erling Lundsgaard, byrådskandidat (V)
Flemming Nielsen, Sønderborg Jagtforening
Lars Rimer, Sønderborg Skyttekreds
Knud Jensen, Dansk Politihunde-Forening, Sdb. Afd.

Del på Facebook