Spring til indhold

Velkommen til Kær Halvø

Kærhalvø's Landsbylaug

Landsbylaugene på højskole

”Slip energien løs og vær på forkant!” var overskriften på den netop afsluttede workshop, der fandt sted i Havnbjerg i den nylig overståede weekend. Formålet med dette generøse tilbud til kommunens ildsjæle var, at tilbyde en række relevante og brugbare værktøjer, der skal gavne de lokales muligheder for at øge indflydelse på egne livsvilkår og på udviklingen i deres lokale områder.

Lad det være sagt med det samme; mødet var en stor succes og en dejlig oplevelse.  Ud over at det saglige og faglige indhold var både højt og oplysende, så var det glædeligt at konstatere, at de engagerede arrangører virkeligt havde formået, at sætte et relevant program sammen, som kunne få deltagerne til at tage aktiv del i at skabe et kreativt og underholdende seminar.

En nærmere beskrivelse af workshoppens faglige indhold og navnene på de dygtige indlægsholdere/ deltagere og kan læses andet sted her på siden eller ses på kommunens side http://sonderborgkom.infoland.dk/.

Festen sluttede med en overrækkelsesceremoni i Svendstrup forsamlingshus, hvor kåringen af de regionale vindere af priserne Årets ildsjæl og Årets iværksætter fandt sted. Leif Maibom var traditionen tro en morsom og dygtig konferencier som skabte en hyggelig stemning. Som stemningsskaber fik han god hjælp af et fabelagtig lækkert kagebord, som Agnes Nielsen fra landsbylauget havde organiseret, samt en række lokale kunstnere, der leverede god underholdning.

Alt i alt en rigtig dejlig weekend, tak!

Del på Facebook